Seneste nyt
Birthe Hinrichsen overtog Café Airport i 2008. Hun trives som selvstændig med fokus på “mad ud af huset”. Foto: Mette Sandemann
Erhverv
|
|
Café Airport satser ud af huset
Birthe Hinrichsen har valgt at lukke for cafésalget fra Café Airport. Hun har nok at se til med forplejning af kursister samt mad ud af huset.
For to år siden skulle det bare prøves. Birthe Hinrichsen, der er uddannet køkkenleder, tog springet fra kantineleder på Haderslev Handelsskole til selvstændig med egen café - Café Airport i Vojens Lufthavn.
- Det er gået rigtig godt, men jeg ved nu, at det er mad ud af huset og kursusarrangementer her, der trækker kunder, siger Birthe Hinrichsen i dag.
Hun har derfor taget konsekvensen og lukket for selve café-delen.
- Jeg må nok erkende, at der kommer for få café-gæster herud, tilføjer hun.
Til gengæld har hun haft forrygende travlt med forplejning af de kursister, der bruger mødelokalerne i lufthavnen, samt i høj grad mad ud af huset.
- Det er alt fra smørrebrød til store buffeter, til gadefesten eller børnefødselsdagen, forklarer Birthe Hinrichsen, der også for nylig har leveret maden til et fødselsdagsselskab på 100 personer.
Hun understreger, at man også fortsat kan booke caféen til fester eller receptioner - og man må da også godt kigge ind for at nyde udsigten over Flyvestationens område.
- Jeg er fortsat meget glad for, at jeg tog springet og overtog stedet her. Og jeg må sande, at det giver mig en større frihed, når nu café-delen er lukket ned. Så kan jeg bruge min tid der, hvor kunderne er. Det er meget vigtigt for mig, at jeg leverer en god vare, for megen af min “reklame” foregår jo fra mund-til-mund, smiler hun.





