Bjarne Buhl og hans kone Ulla Jensen Buhl glæder sig til at få ild i pejsen og skabe hygge for de overnattende gæster. (Foto: Rene Hollmann)


13/10/2009

Vandrehjemsstemning i Nr. Nebel

Nr. Nebel har fået en ny overnatningsmulighed, som bl.a. turister og håndværkere kan benytte, når de er i området.

Nr. Nebel Overnatning skal fungere på vandrehjemsniveau og ligger på hovedgaden, Bredgade 95.
Bag tiltaget står Bjarne Buhl og hans kone Ulla Jensen Buhl. Parret har i et år drevet BBuhl ApS på Kollevej i Hennebjerg, hvor de tilbyder  undervisning i IT og pilates. Men selv om de har nok at se til med undervisningen, har de haft lyst og overskud til at kaste sig ud i et nyt projekt.
- Vi overtog huset, som stod tomt, for en måned siden, og i mellemtiden er det blevet sat helt i stand med bl.a. nye vinduer og ny isolering. Vi regner med at være færdige til efterårsferien, fortæller Bjarne Buhl.
Han tror på, at behovet er til stede, da der næsten ikke findes nogle overnatningsmuligheder i Nr. Nebel.

Holder åbent hus
Huset rummer fem værelser, der hver er beregnet til to personer. Derudover er der fælles køkken, opholdsstue med åben pejs, sauna, to badeværelser, vaskemaskine, tv og internetforbindelse, have og terrasse. Gæsterne vil have mulighed for at købe morgenmad, og den offentlige parkeringsplads skråt overfor gør det let at parkere tæt på huset.
Fredag den 23. oktober kl. 15-18 holder Bjarne og Ulla åbent hus for alle nysgerrige.
På den nye hjemmeside, nr-nebel.dk, som stadig er under udarbejdelse, kan man desuden læse mere om Nr. Nebels nye overnatningsmulighed.

• Tilbage til avisens forside