10/11/2008

af Kim Stagaard

Mette fra Århus blev bidt af HATS

Mette Thomsen er 26 år og bor i Århus, hvor hun studerer dramaturgi på universitetet. Hver fredag kører hun den lange tur til Agerbæk for at bruge weekenden på at deltage i forberedelserne til Helle A
Der er tale om et amatørteater, som drives af frivillige kræfter, men entusiasmen og energien er professionel.
Sådan lyder bedømmelsen fra Mette Thomsen, som er produktionsleder på Helle Amatørteater Samvirkes opsætning af Grease, som har premiere tirsdag den 18. november. Mette Thomsen betragter amatørteatret som en lærerig “praktikplads”.
- Jeg læser dramaturgi på Århus Universitet, og mit ønske er at få en stilling i produktionsafdelingen på et af de store teatre. Som produktionsleder i HATS får jeg en masse erfaring, som jeg kan få stor glæde af senere, konstaterer Mette Thomsen.
Der er 24 skuespillere på rollelisten til Grease, og dobbelt så mange folk i gang bag scenen.
Som dramaturg skal man ofte fungere som teatrets ottearmede blæksprutte, der kan lidt af hvert - og mere til. Dramaturgen skal blandt andet analysere de forskellige teaterstykker og komme med oplæg til, hvordan handlingen bliver forvandlet fra ord på papir til en teaterforestilling af kød, blod og kulisser på de skrå brædder.
- Så det er meget lærerigt at være produktionsleder på en ret stor forestilling som Grease. Der er hele scenografien at arbejde med, men jeg er også endt som chefsyerske med ansvar for kostumerne, konstaterer Mette Thomsen med et smil.
Selvom hun altså har et mål om at gøre teatret til en professionel levevej, har hun stor respekt for de entusiastiske amatører i HATS.

Får meget ud af lidt
- De er gode til at se muligheder frem for begrænsninger. Det er en stor styrke at kunne få meget ud af lidt, når man har begrænsede ressourcer. Det skærper kreativiteten, konstaterer Mette Thomsen.
Hun har selv stået på scenen i forskellige teatersammenhænge i sin barndom, men de seneste år har hun udelukkende koncentreret sig om arbejdet bag scenen.
- Det gælder vel om at satse på det, man er bedst til. Og under alle omstændigheder savner jeg ikke at stå på scenen. Jeg får mindst lige så stort et “kick” af at få tingene til at klappe bag scenen, konstaterer Mette Thomsen.

• Tilbage til avisens forside